Om mandagen, da mor var 40+6, havde der ingen tegn været på at jeg snart skulle fødes. Mor havde haft rigtigt travlt med at rydde op i hele huset – måske havde det en effekt? Ihvertfald skinnede hele huset, og ALT var klar til min ankomst, da det blev aften.
Lige omkring midnat (det tidspunkt jeg altid plejede at vågne op til aktiv dåd inde i maven), fik mor pludselig et kniv-jag i maven. Hun sagde til far, at dér fik baby godt nok mast sig ned mod bækkenet! 3 minutter senere fik hun et til smertejag. Og 3 minutter efter eet til, som efterhånden varede 15 sekunder. Far spurgte, om det ikke kunne være veer ”nej, nej, når det er veer skal det være hele maven der bliver hård og øm, og desuden går der 10-20 minutter imellem, når man starter med at få veer”. Nå, men de dér smertejag blev altså ved med at komme, med 3-5 minutters mellemrum, så efter 20 minutter slog de op i Politikens graviditetsbog, og fandt ud af, at det nok godt kunne være veer alligevel! Kvart over midnat ringede mor til Hvidovre Hospital, og de sagde, at veerne skulle vare over 1 minut, før det kunne være noget, og desuden var der så mange der fødte lige nu, at de ikke kunne forvente at komme til før efter flere timer!
Far var drøntræt, så han mente at han lige ville sove et par timer, og så kunne mor vække ham når veerne blev ”rigtige”. Men veerne blev bare længere og længere, og gjorde mere og mere ondt, så han fik ikke sovet, og 3 kvarter senere varede de næsten allerede et minut. Der var stadig kun 3-5 minutter imellem. Mor ringede igen til fødegangen lidt i 2, og fik at vide, at de da godt kunne se på hende, men hun kunne forvente at blive sendt hjem igen. De ringede efter farmor, som skulle køre os derud.
Omkring kl. 3 ankom vi til Hvidovre, og mor blev undersøgt af en mandlig(!) jordemoder, som sagde at hun var 2 cm åben, men at hele livmoderhalsen var udslettet. Han kørte en ctg-strimmel, som så fin ud. Så overtog en sød svensk kvindelig jordemoder omkring kl. 4. Da var mor 3 cm åben, og hun blev sendt ind på en stue, hvor hun fik klyx og brusebad. Vi sendte farmor hjem igen, og mor fik sagt, at hun gerne ville have epidural - veerne gjorde ulideligt ondt på stakkels mor! Gad vide hvordan de føltes for mig? Jordemoderen mente, at mor skulle prøve at se, om ikke bruseren hjalp, men efter kun 10 minutter gad hun ikke dét mere – epidural NU!!!
Ca. Kl. 4:30 blev mor reddet af anæstesilægen, som uden problemer fik lagt epiduralen. 20 minutter efter var hun totalt smertefri. Hun kunne ligge og læse avis de næste 3 timer, imens far fik lidt søvn i en lænestol på fødestuen.
Kl. 5:30 undersøgte jordemoderen igen mor, og hun tog vandet og satte en elektrode direkte på mit hoved (av!), for bedre at følge med i hjertelyden. Mor var nu ca. 5 cm åben.
Kl. 7:30 gik min svenske jordemoder hjem. 5 minutter efter, begyndte min hjerterytme at falde, og en anden jordemoder kom ind og overvågede i en halv times tid, indtil der var vagtskifte, og den nye jordemoder mødte ind. Min hjerterytmen kom heldigvis op og køre normalt igen ret hurtigt.
Kl. 8 kom den nye jordemoder ind. Hun var ret ung og var lige startet på Hvidovre, men hun klarede det fint. Veerne var nu begyndt at kunne mærkes igen, på trods af epiduralen.
Kl. 8:30 undersøgte jordemoderen igen mor, og hun var STADIG kun 5-6 cm åben. Meget skuffende, at der ikke var sket noget i 3 timer - jeg ville jo gerne ud! Jordemoderen lagde nu ve-drop, og ekstra dosis bedøvelse i epiduralen. Men desværre for mor virkede bedøvelsen bare ikke mere – veerne blev stærkere og stærkere.
Kl. 9:30 reducerede jordemoderen ve-droppet igen, da veerne bare skyllede ind, og mor lå og skreg af smerten. Jordemoderen gav endnu en dosis bedøvelse i epiduralen, som heller ikke havde nogen effekt. Jordemoderen fik mor overtalt til at prøve lattergas, og det blev hendes nye bedste ven! Egentlig virkede det ikke på smerterne, men hun blev så tilpas groggy, at det var lettere at holde smerten ud. Jordemoderen mente, at der skulle gå mindst 2 timer endnu, før mor skulle undersøges igen, så vedroppet havde tid til at virke.
Kl. 10 blev jordemoderen alligevel overtalt af mors ynk til at undersøge, om mor havde udvidet sig. Og så viste det sig, at hun var udvidet fuldt ud til 10 cm, juhuuu! Men mor fik at vide, at der nok lige skulle gå nogle timer, før hun måtte presse, så jeg kunne komme ordentlig ned i hendes bækken. Mor havde heller ikke nogen decideret pressetrang med veerne, kun smerte.
Kl. 10:45 kom der bøvl med min hjertefrekvens igen, og en læge blev tilkaldt. De var i tvivl om, om jeg var stresset, og skulle hurtigt ud, evt. med sugekop, eller om jeg måske bare lå og trådte på navlestrengen fra tid til anden. Der blev taget ph-værdi fra mit hoved, som ikke viste noget entydigt. Det lød dog ikke til at være alvorligt.
Kl. 11:20 mente lægen og jordemoder at NU skulle jeg snart ud, så mor skulle begynde at presse med næste ve der kom, og så ville de tage en ph-værdi igen 10 minutter efter. Det nåede de dog ikke, for kl. 11:23 kronede mit hovede, og kl. 11:26 kom jeg ud :-) Der skulle kun 3-4 pres til. Jeg vrælede, og fik med det samme 10 i apgarscore.
Nøj, hvor er jeg bare sød! Jeg så dog lidt sjov ud, da mit hoved var blevet mast under fødslen, så jeg havde et meget langt kranie, og den ene kind var meget tykkere end den anden. Men det går heldigvis hurtigt væk igen.
Det vigtigste er, at jeg er sund og rask - OG NU UDE I DEN RIGTIGE VERDEN, sammen med jer andre :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar